Fuerteventura: Uberørt natur og chill surferstemning

På den kanariske ø Fuerteventura finder du store naturoplevelser, cool vandsport og afslappet stemning kun fem timers flyvetur fra Danmark.

Fuerteventura og de andre kanariske øer ud for Afrikas kyst er på mange måder en ‘light-version’ af eksotiske destinationer som Bali og Thailand. For cirka halv pris og halv flyvetid kan du undslippe dansk gråvejr for en stund, og er du heldig, bliver du belønnet med sol og varme dage, som ville gøre enhver dansk sommer misundelig.

Og vejret er nogenlunde stabilt året rundt, så Fuerteventura er ikke kun en vinterdestination.

Fuerteventura 2

 

Netop fordi det er ‘light-versionen’, må du dog ikke forvente samme overflod af stabil varme, frodighed og fascinerende kultur, som du kan opleve på fx Bali. Men jeg blev overrasket over, hvor nemt det alligevel er at finde uberørte naturoplevelser og autentisk stemning, selvom Fuerteventura er så tilgængelig en turistdestination. Så jeg kan varmt anbefale en ferie på øen, hvor min kæreste og jeg boede en uge i starten af januar.

Fuerteventura 3

Fuerteventura 4


Hyggeligt guesthouse med backpacker-stemning
Vi boede hele ugen i et guesthouse på Fuerteventuras nordvestlige del i den lille fiskerby El Cotillo. Det var lidt tilfældigt, men overnatningsstedet og byen lød hyggelig og ikke for overrendt af turister. Ingen af os havde været der før, og så er det svært at vide, om man rammer plet eller ej. Men det gjorde vi heldigvis på mange måder 🙂

Fuerteventura 11

 

Overnatningstedet drives af den cool surfertype Marc, som oprindeligt er fra Belgien. Surferdude til trods, er der helt styr på tingene, rent og pænt, og Marc er meget serviceminded og taler godt engelsk. Vi havde vores eget værelse og fin lille altan, mens køkken, stue og badeværelse var delt med 3-4 andre på stedet. Samtidig var der en fælles tagterrasse med den fineste udsigt til vandet.

Fuerteventura 7

Fuerteventura 8

 

Det fungerede ret fint og var hyggeligt – en slags voksenversion af mine hostel-minder fra backpackerturen efter gymnasiet, hvor man hyggesnakker i køkkenet og hører til hinandens oplevelser, men hvor folk rent faktisk kan finde ud af at rydde op efter sig selv, og der er pænt og rent 😉

Fuerteventura 9

Fuerteventura 10

 

El Cotillo – lækker, hyggelig stemning
Byen El Cotillo vinder klart på sin dramatiske placering på klipper helt ud til kysten og på sin meget afslappede fisker-/surferstemning. Her er sådan set alt, hvad du har brug for på en ferie, men hvis du godt kan lide livlige feriebyer med mange caféer og shoppingmuligheder, så skal du hellere søge mod fx byen Corralejo på nordkysten af Fuerteventura.

Fuerteventura1

 

El Cotillo er i sig selv rigtig fin til at have nogle afslapningsdage i byen og på stranden og til at gå nogle fine ture og bare sidde på klipperne og betragte de fascinerende, voldsomme bølger, der slår ind mod kysten. Måske du også kan spotte nogle seje surfere.

Byen kan ved første øjekast godt virke lidt ‘slidt’ og mere søvnig end chill. Det kom lidt bag på mig, men det er åbenbart sådan i mange kanariske byer, og efter et stykke tid opdager du byens charme. Og så er El Cotillo et godt udgangspunkt for både dagsture og aktive oplevelser på Fuerteventura.

Herunder har jeg samlet ugens oplevelser og aktiviteter som inspiration til jer, hvis I overvejer en tur til den kanariske ø.

Fuerteventura 2

Fuerteventura 5

Fuerteventura 3

Fuerteventura 6

Fuerteventura 4

 

Aktiv ferie på Fuerteventura
Øen er ret oplagt til at have en aktiv ferie eller nogle aktive dage undervejs. Dels er klimaet lunt og ikke for varmt, så det er til at holde ud at bevæge sig. Dels er der bare kystlinje og hav, bjerge og gode veje inden for rækkevidde og dermed gode muligheder for fx surf, vandsport, vandreture og cykelture.

Gåture
Ud over gåture i selve El Cotillo, som jo også kunne byde på dramatik, var der gode vandre- og gåmuligheder ud fra byen. Især øens vestkyst var jeg ret begejstret for. Hvor kysten nord for El Cotillo var mere flad med små laguner langs vandet, bød vestkysten på dramatiske, skrå skrænter og brede sandstrande med vilde bølger.

Fuerteventura14

Rejse6

Fuerteventura13

Fuerteventura15


SUP
Midt på ugen valgte jeg at tage et halvdags begynderkursus i Stand Up Paddle (SUP), og det var vildt sjovt at prøve. Jeg har tit set folk sup’e rundt i bugten ved Aarhus, men jeg ville gerne lige prøve det af et sted med lidt varmere vand først. Og det var Fuerteventura perfekt til.

Der er mange surf-butikker rundt omkring, som tilbyder diverse kurser, bl.a. i SUP. Jeg valgte at tage afsted med selskabet Natural Sense, og det kan varmt anbefales. Søde, servicemindede typer, og det føltes meget trygt at begive sig ud på nye eventyr med deres SUP-undervisere.

Fuerteventura16

Fuerteventura17

Det kostede 50 euro for to timers begynder-kursus i flat water, altså hvor vi undgik bølger, men bare lærte det basale. Vi var kun to på holdet, så det var nærmest som at have ene-undervisning. Forbered dig på masser af grin, faldture i vandet og ømme lægmuskler bagefter. Men det hele værd.

Dagstur til Corralejo
Byen Corralejo i nord er noget mere levende (og turistet) end El Cotillo, så der tog vi en dagstur op for at suge lidt feriestemning til os. Langs hovedvejen tager det ca. 30-45 minutter, men vi valgte den meget scenic route langs nordkysten, så det tog lige en del længere tid, fordi vi max kunne køre 10-15 km/t.

Fuerteventura21

 

Men det var virkelig det værd at snegle sig langs den bugtede grusvej langs vandet, hvor der var fyldt med små laguner, hvor vi nærmest fik indtrykket af at have verden for os selv. Bemærk dog, at vejen et langt stykke ikke er asfalteret.

Fuerteventura19

Fuerteventura18

Fuerteventura20

 

I Corralejo nød vi strandpromenaden, lidt shopping og ellers bare et sus af den hektiske feriestemning, som der ikke var så meget af i El Cotillo.

Fuerteventura21


Dagstur til Antigua
I modsætning til flere af Fuerteventuras kanariske søstre som Gran Canaria og Tenerife hersker her mange steder (endnu) ikke hektisk stemning og store turistkomplekser. Øen er rå, vild, fascinerende, øde og støvet… kører du en time væk fra kysten op i bjergene midt på øen kan du tro dig midt i en gold ørken uden andre mennesker i sigte.

Fuerteventura22

Det var netop den følelse, vi fik, da vi tog bilen på en dagstur til byen Antigua midt på øen. Undervejs kom vi igennem det golde, mørkebrune landsskab med sjove, høje bjerge og snirklede veje.

I stedet for at køre hele vejen til Antigua valgte vi at sætte bilen oppe i bjergene ved monumentet Morro Velosa Statues. Herfra gik vi de 2-3 km., der var ned ad bjergsiden til byen. En fin lille tur, som de fleste burde kunne tage – bare husk masser af vand. Antigua var som at komme til en frodig oase efter at have vandret i ørkenen – nærmest det eneste sted, vi havde set, hvor der rent faktisk voksede andet end støv og aloe vera 🙂

Fuerteventura24

Fuerteventura31

Fuerteventura26

Fuerteventura28

Fuerteventura32

Fuerteventura30

Fuerteventura29


Strandture og chill
Ud over lidt aktiv ferie og nogle dagsture stod ugen også bare på afslapning i og omkring El Cotillo. Byens bedste strand ligger i den nordlige ende og hedder Playa De Los Lagos, her kan du finde fin sandstrand og små ‘stengyder’, hvor du kan ligge i læ og solbade.

Fuerteventura34

Vores favorit hang out spot, når det kom til spisesteder, var Ocean Deli, der ligger lige ved ovennævnte strand. Lækre smoothies og fyldige brunch-sandwich og bare en herlig stemning.

Fuerteventura35

Det er også ret så flot at spise ved byens lille bugt, hvor du fra restauranter som Vaca Azul eller La Marisma har fuldt vue ud over klipperne og de brusende bølger, samtidig med at du spiser godt.

Fuerteventura33


Alt det praktiske

  • Vi var afsted en uge i midten af januar og havde selv booket alt på forhånd.
  • For flybilletter Hamborg-Fuerteventura tur/retur kom vi af med ca. 2.000 kr. pr. mand (vi bookede ca. to måneder før).
  • For at få mest muligt ud af en uges ophold kan jeg virkelig anbefale at leje en bil fra lufthavnen. Der er rigtig fine veje, ingen massiv trafik, og du kommer bare meget nemmere fra a til b. Vi havde lejet bil i en uge gennem Autoreisen og betalte ca. 1000 kr. for en uge. Er du lidt hurtigere ude end os, kan du få det en del billigere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.