Her er godt at bo i Rom

Hyggelig vært, god beliggenhed og homemade cappuccino hver morgen. Hvis det er noget for dig, så er her måske det næste sted at bo i Rom.

I foråret var jeg i Rom for første gang, og da vi planlagde turen, var det lidt en jungle at finde ud af, hvor vi skulle bo. Med absolut intet kendskab til byen eller dens kvarterer på forhånd lå der lidt af et researcharbejde, når faktorer som økonomi, afstand til seværdigheder og ønsker til overnatning også skulle regnes med.

Ud fra gode tips fra venner fandt vi hurtigt ud af, at kvarteret Trastevere var et rigtigt godt bud. Dernæst gik vi så på jagt på Airbnb, og, indrømmet, her var økonomi en meget stor faktor, da vi lige havde betalt kassen for flybilletter i påsken.

Vi endte med at booke syv nætter på Carini Guesthouse for den nette sum af 1800 kr. for to personer! I sig selv kunne det jo være grund nok til at synes godt om stedet, som ligger her. Men vi blev utroligt positivt overrasket over en række andre ting ved overnatningsstedet.

Gode faciliteter
Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente os af selve overnatningsstedet til den pris. Vi vidste, at vi havde et værelse for os selv, og at badeværelse og køkken var fælles med et par andre værelser. Men det viste sig, at vi fik et værelse med eget badeværelse (trods alt rarest) og en god seng. Der var fin plads i køkkenet til at lave mad og ovenikøbet en lille altan, så vi kunne spise udenfor. Der blev gjort rent hver dag, og stedet var i det hele taget i god stand og med en rar stemning.

Rom1 kopiVores værelse i Rom. Foto: Carini Guesthouse.

Beliggenhed
På forhånd vidste vi jo godt, at vores guesthouse ikke lå spot on i Trastevere, men på kanten af kvarteret. Vi var derfor spændte på, om det ville blive svært at komme frem og tilbage til de steder, vi gerne ville besøge. Efter ankomst fandt vi dog hurtigt ud af, at det var ok nemt at gå til Trastevere, og at vi boede lige ved et busstoppested, hvorfra der jævnligt gik busser til de store attraktioner som fx Colosseum.

Rom2

Rom4Vi boede tæt på det hyggelige kvarter Trastevere.

Samtidig var kvarteret omkring overnatningsstedet virkelig hyggeligt og nede på jorden. Meget lokalt, afslappet og en god kontrast til en dag på farten i Roms mere turistede områder. Og så spiste vi de bedste pizzaer på en lokal restaurant.

Hyggelig vært
Vores Airbnb-vært viste sig at være en hyggelig ældre italiensk mand med en bred Al Pacino-accent og stor interesse for at fortælle om Roms både kendte og mindre kendte seværdigheder. Hver morgen, når vi kom ud i køkkenet til breakfast-delen af B&B, kom Phil trippende ud og spurgte straks til, om vi ville have espresso eller cappuccino. Mens vi forsynede os af det store morgenmadssortiment (inklusiv nogle meget tunge, italienske ‘morgenkager’), stod han lige og lavede den bedste cappuccino til os.

Rom3Hver morgen stod på Phils cappucino og en lille (eller stor) kage.

Så fik vi lige en snak om dagens program, han kom med et par tips (heriblandt de lokale, gode restauranter, som vi ellers aldrig ville have fundet), og så blev vi ellers hilst af med et ‘see ya later, kids’.

What’s not to like? 🙂 Hermed er de varmeste anbefalinger til Carini Guesthouse i Rom givet videre.

I må meget gerne tilføje, hvis I har boet andre gode steder i Rom 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.