Guide: Cykelferie Aarhus-Ribe, del 2

Kom med på fire dages cykelferie fra østkyst til vestkyst. Fra Aarhus til Ribe, gennem bakkede dale, gule kornmarker, fladt hedelandskab og blomstrende lyng. Her er guide til anden dag.

Som en lille ekstra sommerferie var min kæreste og jeg på en fire dages cykelferie i slutningen af august. Knap 200 kilometer endte vi med at tilbagelægge på tre dage, og så havde vi en dase-dag i Ribe, hvor sommervejret viste sig fra sin allerbedste side.

Overvejer du også en cykelferie, er her en inspirationsguide til, hvor man kan cykle hen på en miniferie. Du kan tage hele turen i sin helhed eller bare nogle af etaperne – men det er alle kilometerne værd at krydse landet på to hjul.

På den måde kommer du virkelig tæt på naturen, landskabet, nuancerne fra øst til vest, årets gang for landmanden og de små landsbyer langs vejen. Tag med på anden etape af turen her. Læs første del her.

Dag 2: Brigsted-Bindeballe (73 km.)
Vi vågner lidt radbrækkede og trætte efter gårsdagens cykeltur, natten i telt og larmen fra logebrødrene ikke mindst. Men vi har en god lang cykeltur forude, for vi har nu bestemt os for at cykle hele vejen til Ribe på de næste to dage. Så det er bare op på cykelhesten igen.

Cykelferie 03

Morgenbadet må vi tænke os til, men jeg når da en morgendukkert i fjorden, inden vi cykler afsted på andendagen. Der er ret lavvande, så det bliver mere vandpjaskeri end en reel dukkert. Men smukt og friskt er det. Det hjælper gevaldigt på morgentrætheden.

Cykelferie 01

Vi gør ret hurtigt stop ved Dagli’Brugsen i Søvind, hvor vi får stykket et lille morgenmadstraktement sammen – inklusiv en vigtig kop morgenkaffe, protein og lidt hurtig energi.

Cykelferie 02

Vi kører omkring Horsens og følger ellers hovedvejen til Hedensted, inden vi begiver os ud på de mindre veje mod Grejsdalen nord for Vejle. Efter et par timers kørsel får vi en hurtig frokost i grøftekanten, inden vi kører videre.

Cykelferie 04

Cykelferie 05

Gårsdagens bakker i det østjyske er intet imod dagens udfordringer i Grejsdalen, hvor benene kommer på hårdt arbejde – det går langt ned og uundgåeligt langt op. Selvom benene er i fin form efter gårsdagens cykeltur, er jeg tæt på at give op på en af bakkerne. Kun mental vilje og min kærestes hånd i ryggen får mig helt til toppen, hvor vi kan holde et velfortjent hvil.

Men det kan klart anbefales at tage den rute – det er simpelthen så smukt og et helt andet landskab end gårsdagens marker i det østjyske.

Cykeltur1

En hurtig ekstra frokost bestående af pasta giver os energi til resten af turen, hvor vi kører over Jelling. Den sidste del af turen foregår på Hærvejen, der også klart kan anbefales. Et stykke af vejen er på grusvej, og her vælger vi at trække cyklerne. Dels for at nyde landsskabet, dels for at undgå punktering af cyklernes forholdsvist tynde dæk.

Cykeltur3

Kl. 17.30 ankommer vi til Bindeballe Købmandsgaard, hvor vi om morgenen har booket et shelter til natten. Prisen er 40 kroner pr. mand – det er lige til at holde til, og det er rart at vide, at vi har et sikkert sted at overnatte. Som dagen før er vi egentlig ikke klar over, hvad vi kan forvente – og bliver igen vildt positivt overraskede.

Selve købmandsgården er så finurlig og hyggelig, ejerne er flinke, og den tilhørende shelterplads er nærmest luksus i forhold til natten før. Bålplads, brænde, bålhytter, lille gårdhave og ikke mindst rigtige toiletter og bad!

 

Cykeltur2

Fineste gårdhave hos Bindeballe Købmandsgaard, hvor vi fejrer dagens cykeltur og ikke mindst ankomst med en kold øl.

Cykeltur5

Her er ikke mindst gode faciliteter, så vi skynder os at snuppe et varmt bad og gøre klar til natten i shelteret.

Cykeltur6

Cykeltur4

Aftensmad på bål og godnat fra vores shelter. I morgen har vi endnu en lang cykeltur foran os til Ribe. To be continued…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.