Guide: Cykelferie Aarhus-Ribe, del 1

Kom med på fire dages cykelferie fra østkyst til vestkyst. Fra Aarhus til Ribe, gennem bakkede dale, gule kornmarker, fladt hedelandskab og blomstrende lyng. Her er guide til første dag.

Som en lille ekstra sommerferie var min kæreste og jeg på en fire dages cykelferie i slutningen af august. Knap 200 kilometer endte vi med at tilbagelægge på tre dage, og så havde vi en dase-dag i Ribe, hvor sommervejret viste sig fra sin allerbedste side.

Overvejer du også en cykelferie, er her en inspirationsguide til, hvor man kan cykle hen på en miniferie. Du kan tage hele turen i sin helhed eller bare nogle af etaperne – men det er alle kilometerne værd at krydse landet på to hjul.

På den måde kommer du virkelig tæt på naturen, landskabet, nuancerne fra øst til vest, årets gang for landmanden og de små landsbyer langs vejen. Tag med på første etape af turen her.

Dag 1: Aarhus-Brigsted (44 km.)
Vi stævner ud på cykelferien ved 11-tiden og har sådan set kun planlagt, hvor turens første dag skal ende – nemlig på en shelterplads ved Brigsted, lige ved Horsens Fjord. Vi har derfor retningen på plads, men selve ruten derhen kommer lidt undervejs, alt efter hvor vi har lyst til at køre hen – dog er vi på forhånd enige om, at vi hovedsagligt vil køre ad mindre veje.

Vi er jo i det østjyske, så benene får lov at kæmpe sig op og ned ad en del bakker – det er også tydeligt, at det er turens første dag, så kroppen skal lige i gang. Undervejs cykler vi igennem en række hyggelige landsbyer, og vi har tydeligvis ramt høstens højdepunkt – overalt er landmænd i gang på markerne. Ren Morten Korch-idyl, men for én, der bor lige midt i Aarhus, er det rart at føle sig så meget uden for byen og i naturen.

 

Cykelferie 1

Undervejs gør vi nogle få stops, blandt andet ved denne fine majsmark. Frokosten er et par håndmadder, som vi indtager i græsset ved Astrup Kirke. Vi har på forhånd købt proviant til første dag, men gør alligevel holdt ved Let-Køb i Hundslund (lige inden lukketid kl. 15, tydeligt at vi er fra byen, hvor alt har åbent længe) og Dagli’Brugsen i Søvind for at købe de sidste ting, som vi uundgåeligt har glemt at tage med.

Cykelferie 2

Vi aner intet om den shelterplads, hvor vi vil overnatte. Så vi er mere end overraskede og begejstrede, da vi ved 16-tiden ‘lander’ her ved fjorden, som pladsen ligger ved. Så fint og stille. Tja, bortset fra at shelteret allerede er optaget af en flok gutter, som holder logemøde (aka sprut og larm). De er nu virkelig cool og lader os låne deres telt for natten.

Selve pladsen kan virkelig anbefales, hvis du kan lide at sove i shelter eller telt. Det er dog ikke muligt at booke shelter på forhånd, så vær lidt mere tjekkede end os og tag et telt med i tasken. Pladsen er en gammel æbleplantage, så det er nærmest en lille lund med stort græsareal, flere bålpladser og borde med bænke.

Der er også et primitivt toilet på pladsen, men husk toiletpapir og måske en klemme til næsen 😉

Er du til mere ordnede forhold, har Søvind Kro et par kilometer væk flere værelser – men vær ude i god tid.

Cykelferie 3

Der er nok at kigge på i området, hvis du – lige som os – synes, det er hyggeligt at gå langs stranden og hilse på de lokale dyr – fx denne ko, der kunne tricks med at klø sig bag øret 🙂

Cykelferie 10

Er du fugle-entusiast, er du bestemt også kommet til det rette sted. Øen Vorsø lige over for shelterpladsen huser nemlig en større skarv-koloni, og tæt på stranden er der opsat flere ‘fuglekigge-spots’.

Cykelferie 4

Vi har et trangiasæt med, men ender med at lave maden over bål. Der er brænde på pladsen, så husk bare tændstikker.

Cykelferie 5

Vi går ikke all in på det kulinariske, men boller i karry fra dåse smager overraskende godt efter en lang cykeldag.

Cykelferie 11

Cykelferie 6

Vi når lige en aftentur ved vandet, inklusiv solnedgangsspotting, inden vi dejser om i teltet kl. 21 – trætte og mætte på indtryk efter første dag på cykelferie. To be continued…

2 meninger om “Guide: Cykelferie Aarhus-Ribe, del 1

  • 6. december 2017 kl. 8:16
    Permalink

    Det lyder som en rigtig dejligt tur i var på der. Jeg tror lige der er kommet endnu en shelterplads på listen over must visit 😉

    Jeg har ofte hængekøjen med når jeg overnatter i naturen, er det muligt at sætte hængekøje op på/nær shelterpladsen?

    Besvar
  • 9. december 2017 kl. 9:49
    Permalink

    Hej Torben. Det var virkelig også en fin tur 🙂 Umiddelbart vil jeg mene, at der er mulighed for at hænge hængekøje op, der var i hvert fald en del træer omkring pladsen. God fornøjelse 🙂

    Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.