Nytårsguide: 5 fede storbyer

Vil du fejre nytår i en udenlandsk storby? Så tjek denne guide til fem New Year’s Must Do’s.

1. New York City:

Nytår01Foto: Balldrop.com.

I New York er den helt store nytårsattraktion the ball drop på Times Square, når klokken slår midnat. Det er gratis at overvære, men det er på først til mølle-basis – så det anbefales, at du dukker op tidligt på eftermiddagen for at få en ordentlig plads. Der findes også et hav af restauranter og klubber, der sælger billetter til særlige ball drop events, hvor du kan få god udsigt til den store kugle. Find en stor oversigt over events ved Times Square her, og læs mere om ball drop på Times Square her.

Magasinet TimeOut laver også hvert år i december en stor nytårsguide til New York, hvor du kan tjekke andre events i byen.

Happy New Year!

 

2. Paris:

Nytår04Foto: Franceinfo.

Det særlige ved nytårsaften i Paris, Le Réveillon de Saint-Sylvestre eller Le Nouvel An, er, at der nærmest ingen fyrværkeri er. Det er forbeholdt franskmændenes nationaldag den 14. juli. Til gengæld kan du godt regne med store lysshows op mod en række berømte monumenter, fx Eiffeltårnet og Triumfbuen for enden af hovedboulevarden Champs-Élysées. Er du på jagt efter en lidt mindre hektisk nytårsaften, kan du fra foden af Sacre-Coeur på Montmartre få et flot vue ud over byens lys.

Er du franskkyndig, har magasinet Evous lavet en oversigt over nytårsarrangementer i Paris her. Du kan også tjekke denne guide til nytårsevents i byernes by her.

Bonne Année!

 

3. Sydney:

Nytår07Foto: Sydneynewyearseve.com.

Har du lyst til at opleve nytår på den anden side af jorden, er der også masser af fest i australske Sydney. Her foregår nytårsfestlighederne ikke overraskende ved havnefronten, hvor du blandt andet kan opleve ceremoni for de australske aboriginals, lysshows på vandet og selvfølgelig et stort fyrværkeri til midnat. Der findes en række gode steder at opleve nytår fra – både gratis og betalende. Du kan få et overblik over alle events her.

Happy New Year!

 

4. Rio de Janeiro:

Nytår08Foto: Condé Nast Traveller.

I Rio er der sambarytmer og lækker varme på den legendariske strand Copacabana, når klokken ringer ind til nytår og fyrværkeri den 31. december. I Brasilien er nytår tid for fornyelse – et tidspunkt hvor fortiden lægges bag sig, og man ser ind i et nyt og rent år. Derfor kan du forvente en række ‘ritualer’, hvis du fejrer nytår i Rio – fx er det tradition, at alle bærer hvidt tøj til nytår, og så skal du selvfølgelig en tur i bølgerne! Få et overblik over nytår i Rio de Janeiro her.

Feliz Ano Novo!

 

5. Edinburgh:

Nytår06Foto: TimeOut.

Som lidt en joker i bunken – jeg kendte i hvert fald ikke til det – afholder den skotske by Edinburgh en kæmpe tredages nytårsfestival i gaderne hvert år – også kendt som Hogmanay, der er det skotske ord for årets sidste aften. Der er masser af musik – blandt andre optræder bandet Rag’n’Bone Man i år – og stort fyrværkerishow fra Edinburgh Castle. 1. januar klares tømmermændene med ‘Loony Dook’ – en parade, der ender med en kold dukkert for velgørenhed. Læs mere om nytårsfestivalen her.

Happy Hogmanay!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.