Sådan finder du den bedste solferie

Sukker du også efter sol og varme? Her er en guide til at finde den bedste solferie.

1. Vælg destination
Det siger måske sig selv – men når udgangspunktet er ‘et sted med sol og varme’ og ikke ‘jeg vil opleve præcis det her sted’, kan det reelt være rigtig mange destinationer at vælge imellem. Du kan fx få inspiration fra siden Afbudsrejser.dk eller Momondos Trip Finder. Begge steder kan du opstille forskellige kriterier – fx budget og datoer – og så får du et overblik over mulige rejsemål. Tjek også destinationen ud på DMI, hvor du kan se en oversigt over gennemsnitstemperaturer og regn i løbet af året.

Afbudsrejser.dk samler rejseselskabernes afbudsrejser, og her kan du være heldig at få op til 50 procents rabat på charterrejser med både fly og overnatning. Finder du noget fedt, kan du jo bare booke, og så er turen bestilt.

Har du som os mere lyst til at sammensætte din egen ‘pakke’ (og måske styre uden om de mest turistede steder), så er der lige et par trin mere, inden solrejsen er booket.

Solferie3Foto: Pixabay.

2. Find fly
Når du skal booke fly til den valgte destination, er en søgemaskine som Momondo rigtig god til at få et overblik over priser, flytider etc. Bagefter kan du også tjekke flyselskabernes egne sider – måske de kører med et særligt godt tilbud til den destination. Så kan du jo lige så godt booke direkte hos dem.

Husk at tjekke prisen fra flere lufthavne – nogle gange er det billigere at flyve fra Hamborg eller Aalborg fx. Overvej også, om du vil vælge den allerbilligste pris – nogle gange kræver det flere flyskift og flere timer i transfer, og så går det måske ud over den ene uges ferie, du har.

Når du overvejer prisen, skal du også huske at tænke transport til og fra lufthavnen ind. Måske det er billigst fra København, men så er der en dyr togtur oveni, og så er det måske bedre samlet set at flyve fra Billund.

Tjek i øvrigt Momondos store analyse af, hvornår det er billigst at booke fly til hvilke destinationer.

Solferie4Foto: Pixabay.

3. Find overnatning
Der findes en række portaler til at finde god overnatning på destinationen. Du finder ofte det billigste gennem Airbnb (og tit også det hyggeligste), men husk, at det ikke altid er hotelstandard. Jeg plejer at skrive destinationen i søgefeltet og så tjekke kortet ud for at finde hyggelige byer og steder at bo (fx på en ø kan det være svært at finde ud af, hvor man præcist har lyst til at bo).

Inden jeg booker, laver jeg også lige en tjekker på google for at finde andre kilder til, om det nu er et hyggeligt sted at bo. Husk også at læse anmeldelserne igennem. Tjek i øvrigt også min guide til Airbnb.

Ellers er Booking.com et godt sted at finde overnatning på alt fra hostel til hotel.

4. Husk alt det løse
For at få den bedste tur er der altid nogle løse ender, der skal være styr på. Hvordan vil du fx komme fra lufthavnen og ud til din overnatning? Skal du leje en bil på forhånd, er der busser til hotellet, kan du blive hentet af din vært eller hvordan? Jeg glemmer tit at få skrevet adresser osv. ned på forhånd – for når du står i udlandet, kan du ikke altid lige gå på nettet og finde din reservation frem.

Og så er der bare tilbage at sige: God tur 🙂

Solferie5Foto: Pixabay.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.